• Novo Nordisk forventer endnu større fremgang

    ソース: BDK Finans / 07 8 2024 01:38:28   America/New_York

    Den danske medicinalgigant Novo Nordisk fortsætter sin fremgang og opjusterer forventningerne til fremtiden. Overskuddet for 1. halvår steg med 18 procent til 57,8 milliarder kroner mod 48,9 milliarder for et år siden efter en salgsfremgang fra 107,7 milliarder til 133,4 milliarder kroner. Det fremgår af halvårsregnskabet, som kom onsdag morgen. Novo Nordisk er Danmarks med afstand mest værdifulde, børsnoterede virksomhed. Selskabet med hovedsæde i Bagsværd, nord for København, er også Europas mest værdifulde børsselskab. Lidt større forventninger forude Koncernen opjusterer en smule. Forventningen til salgsvæksten ligger nu på 22-28 procent. Den seneste prognose for Novo Nordisks vækst i hele 2024 er fra maj i år. Her lå Novo Nordisks bud på salgsvækst på mellem 19 og 27 procent, mens selskabet forventede en vækst i driftsresultatet på 22-30 procent. Nu nedjusteres forventningen til driftsresultatet en smule til 20-28 procent. De nedjusterede forventninger til driftsindtjeningen skyldes, at selskabet i juni i år måtte foretage en nedskrivning på hele 5,7 milliarder kroner, efter at en lægemiddelkandidat, som Novo Nordisk købte tilbage i 2023, viste sig ikke at have den ventede effekt. Novo Nordisks topchef Lars Fruergaard Jørgensen erklærer sig tilfreds med halvårsregnskabet og peger på en afgørende vækstfaktor. »Væksten er drevet af den øgede efterspørgsel efter vores GLP-1-baserede diabetes- og fedmebehandlinger, og vi fortsætte med at nå ud til flere patienter med vores innovative behandlinger,« udtaler Lars Fruergaard Jørgensen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet. Novo Nordisks halvårs regnskab kommer midt i stor uro på aktiemarkedet. Novo Nordisks aktiekurs steg til et foreløbigt højdepunkt over kurs 1.000 i slutningen af juni i år. Men siden er kursen faldet med omkring 13 procent. En stor del af kursfaldet og kursudsvingene hos både Eli Lilly og Novo Nordisk skyldes den generelle situation på aktiemarkedet. Men der har også de seneste par måneder været en lind strøm af nyheder, som har gjort investorerne bekymrede. Konkurrencen vokser Eli Lilly, som er Novo Nordisks største konkurrent ser ud til at have fået vind i sejlene med salget af sit vægttabsmiddel Zepbound i USA. Tirsdag kunne Reuters fortælle, at Zepbound i løbet af få måneder har sat sig på 40 procent af markedet for vægttabsmedicin i USA. Samtidig har en række potentielle fremtidige konkurrenter kommet med lovende nyheder om nye vægttabsbehandling, som inden for nogle år måske kan tage konkurrencen op med Novo Nordisk og Eli Lilly. Det gælder seneste schweiziske Roche, som har fået lovende resultater med en vægttabspille, men også selskaber som amerikanske Amgen og Viking Therapeutics og danske Zealand Pharma rører på sig. Novo Nordisk besluttede i december 2021 at investere 17 milliarder kroner i tre nye produktionsanlæg og en udbygning af det eksisterende i Kalundborg, hvor selskabet har haft fabrikker siden 1969. Investeringerne kom oven i de mere end 18 milliarder kroner, som koncernen siden 2000 og frem til da havde lagt i fabriksområdet. Novo Nordisk er stiftet i 1923 og har i dag flere end 64.000 ansatte på 80 kontorer. Selskabets medicinprodukter sælges i omkring 170 lande. https://www.berlingske.dk/business/novo-nordisk-forventer-endnu-stoerre-fremgang
シェアする